· Meldug
· Rosenstråleplet
· Rust
· Gråskimmel
· Skadedyr

Meldug
Meldug kommer fortrinsvis på planter, der i kortere eller længere tid har tørstet. Regn kan gøre meget, men er nedbøren for lille, må man ud med havevander eller slange. Lad være at klatvande, men grundvand i stedet. Jorden er som regel meget tør i andet spadestiks dybde.
Espalierroserne er kendt for at få meldug i langt alvorligere grad end andre roser, men de står jo ofte under tagudhæng eller op ad cementmure, hvor der sjældent er vand nok. Samtidig er der ofte mere træk langs mure og hegn, hvilket er stærkt udtørrende for planterne.
Mange af de nyere sorter er betydelig mere modstandsdygtige end de ældre sorter og husk at tage dette forhold i betragtning, inden du anskaffer nye roser.
Gode og meget modstandsdygtige sorter er fx de tre gule sorter 'Allgold', 'King's Ransom' og 'Peer Gynt', de to rødorange sorter 'Sarabande' og 'Gisselfeld' og den mørkerøde sort 'Nina Weibull'. Der er selvfølgelig mange andre, men spørg nærmere herom i din planteskole.

Rosenstråleplet
Sygdommen kan være særdeles ødelæggende. De første symptomer er små lysebrune pletter på bladoversiderne. i et senere stadium bliver de frynsede eller stjerneformede i kanterne. Pletterne kan blive op til et par cm i tværmål. Da der ofte findes mange infektionssteder på de enkelte blade, flyder pletterne sammen. I tørre perioder begrænser pletternes udbredelse sig fortrinsvis til selve bladnerverne og farven bliver kulsort, mens de normalt er mørk olivengrønne.
Angrebne blade falder af lang tid før normalt løvfald. Ved voldsomme angreb står roserne helt nøgne i september, og det er jo ganske indlysende, at sådanne planter ikke kan gå en dansk vinter i møde uden at skades yderligere.
Forebyggelse af rosenstråleplet består i at skabe de bedst mulige dræningsforhold til roserne, sørge for rigelig vanding i tørre perioder, gøde jævnligt, dog uden at overdrive, afklippe døde grenspidser og fjerne syge blade om efteråret, så mindst mulig smitstof overvintrer sammen med planterne.

Rust
Sygdommen optræder spontant og er aldrig så alvorlig som stråleplet. Mens nogle haveejere er plaget af rusten hvert år, er der andre, der aldrig ser sygdommen.

De første symptomer kommer gerne lige efter løvspring, hvis der det foregående år har været angreb. I barkrevner opstår gule belægninger, og efterhånden som nye blade udvikles, angribes de også. På undersiderne fremkommer små karryfarvede pletter, der senere bliver fortykkede og pulveragtige. Omkring pletterne misfarves bladvævene, og der kan komme mørkegrønne eller meget afblegede zoner. På et meget fremskredet stadium begynder pletterne at kunne ses igennem bladene, der snart gulner og falder af.
Rustsygdommen kan også finde fodfæste på nyudviklede grene og bladstilke, og undertiden kan vævene fortykkes. Efter midsommer bliver mange pletter sorte. Hvis roser gødes for meget med kvælstof, fx svovlsur ammoniak og kalksalpeter, bliver de bløde i væksten og langt lettere modtagelige for rustsygdommen, men alt i alt må man nu sige, at problemet er til at overse. Dog kan kraftige angreb undertiden ses på mos, og centifolieroser samt flere af de nyere sorter inden for storblomstrende roser og buketroser.

Gråskimmel
Denne svampesygdom findes alle vegne, især i fugtigt vejr om foråret og fortrinsvis på svage planter. Svampen finder vej gennem sår og breder sig derfra ind i sunde men svækkede væv. Det er derfor let at forstå, at tilbageskæring af planterne om efteråret kan være en betænkelig affære. Så vil der jo netop blive dannet mange sår, som ikke når at heles, og svampen vil nærmest blive indbudt til angreb.
Tilbagefrysning af grene er ofte følge af gråskimmelangreb. En brunflammet nedvisning, ofte med en musegrå skimmelpels, er gråskimlens visitkort.

Skadedyr
Bliv nu ikke forskrækket over den følgende opremsning af de mange skadedyr på roser. Det lyder værre end det er, for der er ikke nogen af dem, der helt kan gøre det af med roserne. Måske lige med undtagelse af de såkaldte øresnudebiller. Deres larver kan undertiden gnave så voldsomt på rødderne, at planterne dør. Angrebet kan være meget ødelæggende, især de steder hvor der bruges gammel tørvestrøelse i jorden.

Bladlus og spindemider er jo de ubudne gæster, vi kender bedst på roserne. De holder rigtig meget af den friske saft fra de sprøde plantevæv. Lusene opholder sig først og fremmest på den yderste del af de unge stængler. De kan sidde tæt, ja nærmest i lag, og det første alvorlige angreb falder gerne sammen med udviklingen af nye knopper.
Spindemiderne, der sidder på underkanten af bladene, gør dem bronzefarvede og kan i varme somre ødelægge en stor del af løvet. En jævnlig spuling med koldt vand fra haveslangen holder dem i ave, og den foranstaltning gælder også i kampen mod de øvrige saftsugende skadedyr.
Husk at komme godt op under bladene og vælg lune sommerdage til denne form for kemikaliefri skadedyrsbekæmpelse.
Første gang man får øje på helt hvidspættede rosenblade, undrer man sig. Hvad kan årsagen mon være? På oversiden er der ikke noget at se bortset fra talrige hvide, runde pletter, nærmest som om de var fremkaldt af nålestik.
Prøv næste gang du ser de ejendommelige blade at studere dem fra undersiden, men uden at røre dem det mindste. Dér sidder de bleggrønne langstrakte rosencikader og suger. I samme nu,  de forstyrres, sætter de af i voldsomme spring.
Insekterne er særlig slemme ved slyngroserne, der på afstand kan se ud som var de blevet sprøjtet med en tynd opløsning af kridtvand.
En hvepseart skeletterer bladene fra oversiden, så der opstår vinduesgnav, men nogen større skade gør de ikke.
Apropos hvepselarver og deres adfærd: Den mest almindelige af alle arterne er den lille rosenbladhveps. Når bladene ruller sammen på langs og bliver formet som cerutter er fænomenet netop fremkaldt af disse dyr. Man finder dem aldrig. De er for længst væk, når skaden viser sig.

Op til top!